søndag den 9. december 2012

Linser med creme


Min bedre halvdel gav mig en udfordring: Om jeg ikke kunne opfinde en opskrift på linser uden sukker og mel, da linser er det eneste form for kage, som han virkelig godt kan lide.
Det gik jeg så i krig med her på denne snestormsblæste søndag. Resultatet blev ret godt, hvis jeg selv skal sige det, men han ville gerne have haft kagecremen lidt sødere.
Start med at lave kagecremen, da den skal køle helt af inden den kommes i linserne. Det kan være en udfordring at fordele dejen ud i linseformene, da det er lidt af et fedtet arbejde, samt at få låget til at slutte helt tæt.
Start opskriften med at stille kokosmælken i køleskabet og tage smørret til mørdejen ud.

 

Ingredienser til kagecremen:
1  økologisk æg
1 spsk. sukrin* (sukkererstatning)
2 tsk. mandelmel**
1½ dl. kokosmælk
1 tsk. vaniljepulver* (ikke sukker)
Lidt citronsaft
1½ spsk. finthakkede mandler







Sådan laves kagecremen:
Pisk æg med sukrin og hæld den kolde kokosmælk massen sammen med vaniljen, citronsaften og mandlerne. Pisk grundigt, så der ikke er nogen klumper.
Kog massen forsigtigt op, og lad det småsimre på svag varme mens du hele tiden pisker. Når massen opnår en relativ fast masse, tages det af kogepladen og køler af. Pisk ind i mellem i cremen mens det køler.



Lav imens mørdejen:


Ingredienser til mørdejen (12 stk. små forme):
125-150 gr. mandelmel* (alt efter hvor meget æg, der kommes i)
50 gr. blødt smør
25 gr. sukrinmelis* (erstatning for flormelis)
½ økologisk æg
2 strøg Husk frøskaller* (hvis dejen er for våd)

 
 Fremgangsmåde:
Smørret smuldres i melet. Sukrinmelis sigtes heri og dejen samles med lidt æg. Pas på ikke at tilføje for meget æg, så dejen bliver helt våd. Hvis dette er tilfældet, så put lidt mandelmel og Husk frøskaller i dejen.
Tril 2/3-dele af delen i tykke stænger og skær dem ud i 12 stykker.
Læg hvert stykke i en linseform og tryk dejen forsigtigt ud i formen og helt op til kanten. Læg en teskefuld kagecreme i hver form.
 
Tænd ovnen på 200 grader.
Del resten af dejen i 12 stykker og lav små låg til linseformene. Læg dem på og sørg for at presse dem godt sammen med dejen i kanten, så det slutter helt til.
Sæt formene på en bagerist og sæt risten nederst i den foropvarmede ovn. Bag
linserne i ca. 15 minutter til de bliver gyldne.
Lad dem afkøle inden du banker dem ud af formene. Serveres lune.




 

*Kan købes i helsekostbutikker eller her
**Du skal bruge mandelmel fra Biogan (eller anden lys variant), da den fedtreducerede fra Funktionell Mat er mørk og egner sig bedst, hvis maden ikke skal have en fin lys farve som i småkager.



 





Ingen kommentarer:

Send en kommentar